Det er måske ikke lige det første, man forbinder Monaco med, men de har faktisk et af verdens bedste akvarier: Oceanographic Museum. Det verdensberømte akvarium ligger helt ned til vandet og har over 90 bassiner med fisk. Det nyeste er et hajbassin, der er seks meter højt, hvilket virkelig giver en en fornemmelse af at stå på bunden af havet og betragte hajerne, der svømmer over ens hoved. Det er et stort tilløbsstykke at se hajerne blive fodret. Der er altid en til at forklare, hvad der er de forskellige hajers livret.
Det er også muligt at røre en haj. Blandt søstjerner og andre havdyr, man må røre, har akvariet en række babyhajer. Det er en helt unik måde at lære om fisk på og komme tæt på et dyr, man ellers kun ser i fjernsynet.
I skoleferierne er det muligt at komme med bag scenen og opleve fiskene blive fodret. Akvariet fodrer hvert år deres fisk med 1500 salathoveder til vegetarerne og 4500 kilo fisk og muslinger til kødæderne.
Udover fisk har akvariet også et stort areal med skildpadder. Fra skildpaddeøen har man en fantastisk 360 grader udsigt over Monaco og Middelhavet, samtidig er der mulighed for at komme helt tæt på skildpadderne.